Generelle handelsbetingelser

 

1. Anvendelse

1.1 Disse handelsbetingelser gælder for enhver bestilling af produkter på bestillingsplatformen ProSave lokaliseret på internetadressen www.prosave.dk samt ProSave mobil applikation, som udbydes af ProSave ApS, CVR nr. 35 24 49 21, Bryghuspladsen 8, 3., 1473 København K (herefter tilsammen og hver for sig benævnt ”ProSave”).

1.2 ProSave er en portal, der tilbyder professionelle installatører, montører m.fl. (herefter benævnt ”Virksomheden”) produktoplysninger, priser og en række services, der gør det enkelt samlet at bestille varer hos forskellige forhandlere (”Forhandlere”). ProSave er alene formidler af Virksomhedens bestillinger til Forhandlerne, og forestår således ikke køb, salg eller levering af produkterne. Forhandlerne afregner og leverer produkterne direkte overfor/til Virksomheden. I disse handelsbetingelser fastlægges de betingelser, hvorpå Virksomheden kan bestille produkter via ProSave.

1.3 Virksomheden skal acceptere disse handelsbetingelser inden produkter kan bestilles via ProSave. En markering i feltet “Accept af handelsbetingelser” udgør en juridisk bindende aftale mellem Virksomheden og ProSave og dermed en accept af handelsbetingelserne.

1.4 ProSave forbeholder sig ret til løbende at ændre disse handelsbetingelser. Virksomheden vil modtage en e-mail herom mindst 30 dage før de ændrede handelsbetingelser træder i kraft. Fortsat brug af ProSave efter ikrafttræden af de ændrede handelsbetingelser indebærer en accept heraf.

 

2. Registrering som bruger/administrator

2.1 Virksomheden oprettes med en administrator og kan også oprette yderligere brugere.

2.2 Virksomheden skal oprette en brugerkonto (hovedkonto), som administratoren har adgang til, og Virksomheden er forpligtet til at oprette sig med korrekt navn, adresse, CVR.nr., e-mailadresse, brugernavn og adgangskode m.v. Virksomheden indestår for, at oplysningerne til enhver tid er opdaterede og korrekte. Derudover oprettes der ligeledes en bruger-konto for yderligere brugere. Administratorens/brugerens adgangskode er personlig og må ikke videregives.

2.3 Virksomheden skal godkendes af ProSave forinden brugerkontoen (hovedkontoen) kan oprettes. Virksomheden skal have en særskilt konto hos de Forhandlere, som Virksomheden ønsker at bestille varer hos via ProSave.

2.4 Såfremt administratoren, Virksomheden eller brugeren handler i strid med disse handelsbetingelser eller i strid med gældende lovgivning, er ProSave berettiget til uden varsel at lukke brugerkontoen, jfr. pkt. 6.

2.5 Både administratorer og brugere har adgang til bl.a. at fremsøge produkter, se nettopriser, afgive ordrer og se tidligere afsendte ordrer. Administratoren har derudover adgang til og ansvar for:

2.5.1 At godkende, aktivere og deaktivere yderligere brugere,

2.5.2 At vedligeholde egne og andre brugeres rettigheder, og

2.5.3 At Indlæse rabatfiler, herunder løbende indlæse opdaterede rabatfiler. Ved eventuelle fejl i en rabatfil skal Virksomheden selv kontakte Forhandleren. ProSave er ikke ansvarlig for fejl i rabatfilerne.

2.6 Når administratoren aktiverer en yderligere bruger, er det samtidig en bekræftelse af, at denne bruger har ret til at afgive ordrer via ProSave til Forhandlerne på Virksomhedens vegne.

2.7 Aktivering af en brugerkonto starter et abonnement hos ProSave, jfr. pkt. 3 om betaling.

 

3. Abonnement og betaling

3.1 Adgang til ProSave opnås mod forudgående betaling af et abonnement. Der betales et abonnement for hver bruger som har adgang til ProSave, samt for særskilte moduler. De til enhver tid gældende priser for fremgår af prosave.dk.

3.2 Betaling til ProSave forfalder netto 14 dage fra fakturadato med mindre anden frist er anført i ordrebekræftelse eller aftalegrundlag .

3.3 De til enhver tid gældende priser fremgår af prosave.dk. Priserne er angivet eksklusiv moms og i danske kroner (DKK). Vi forbeholder os retten til at ændre sammensætning, indhold og priser på produkter og abonnementer med varsel på e-mail eller ved opslag på vores website. 

 

4. Bestilling af produkter

4.1 Når en bruger eller administrator sender en bestilling via ProSave, genereres der en unik ordre til hver Forhandler. ProSave stiller ordrerne til rådighed for Forhandlerne hurtigst muligt i elektronisk form, typisk inden for 10 minutter. Virksomheden er ikke ansvarlig for, hvornår Forhandlerne behandler ordrerne.

4.2 Virksomheden opfordres til at aftale med Forhandleren, at der afsendes ordrebekræftelse fra Forhandleren, når der bestilles via ProSave. Bekræftelsen, der sendes fra ProSave til Virksomheden, er alene udtryk for, at ordren er modtaget hos ProSave og er ved at blive videregivet til Forhandleren og udgør således ikke en bindende aftale.

4.3 ProSave retter eventuelle fejl og mangler på ProSave hurtigst muligt, men kan ikke garantere, at indholdet, herunder priser, afgifter, rabatter og produktdata, er uden fejl.

4.4 ProSave er ikke ansvarlig for eventuelle unøjagtigheder eller fejl i produktoplysninger, rabatter, afgifter og/eller priser.

4.5 Virksomheden er udover disse handelsbetingelser bundet af Forhandlerens eventuelle salgs- og leveringsbetingelser.

4.6 Alle priser er ekskl. moms, hvis andet ikke fremgår.

4.7 ProSave bestillingsplatform er i udgangspunktet tilgængelig døgnet rundt, og der kan derfor altid foretages bestillinger. Der kan dog være at platforme holdes midlertidigt lukket grundet vedligeholdelse, og i så fald vil dette blive kommunikeret tydeligt ved login. 

 

5. Forholdet mellem ProSave og brugerne og ansvarsbegrænsning

5.1 ProSave er alene formidler af kontakten mellem Forhandler og Virksomhed. ProSave involverer sig ikke i Forhandlers og Virksomheds interne aftaler og fralægger sig ethvert ansvar i denne forbindelse. ProSave kontrollerer således ikke, om Virksomheden betaler, og om Forhandleren leverer produktet/produkterne.

5.2 ProSave er ikke ansvarlig for ordrernes indhold, fejl og/eller mangler ved produkterne, levering (herunder leveringssted, leveringstidspunkt, forsinkelse, dellevering og udeblivelser), afregning, eller kommunikationen forbundet med ordreafvikling mellem Virksomhed og Forhandler, f.eks. ordrebekræftelse, faktura m.v.

5.3 Aftaler, der indgås mellem Virksomhed og Forhandler, herunder f.eks. vedr. brugere, levering, beløbsgrænser, betaling eller afbestilling, er ProSave uvedkommende.

5.4 Virksomheden accepterer herved, at ProSave ikke indestår for produktets kvalitet og egenskaber eller for Forhandlerens levering af produktet.

5.5 ProSave garanterer ikke uafbrudt kontinuerlig adgang til ProSave. ProSave kan således være utilgængelig, og ProSave kan ikke gøres ansvarlig for manglende adgang. ProSave kan ikke drages til ansvar for forsinkelser eller andre problemer med internetforbindelse eller opkobling, og er ikke ansvarlig for forsinkelser, der er opstået som følge af brug af ProSave.

5.6 Da ProSave alene er formidler og dermed ikke er part i aftalen mellem Virksomhed og Forhandler, er ProSave ikke erstatningsansvarlig for direkte tab.

5.7 ProSave er ikke erstatningsansvarlig overfor Virksomheden for indirekte tab eller følgeskader, herunder for tab af data, driftstab, tabt fortjeneste, mistet forretning og lignende.

 

6. Opsigelse af abonnement/lukning af brugerkonto

6.1 En brugerkonto kan lukkes af Virksomhedens administrator. Derudover kan både ProSave og Virksomheden opsige brugerkontoen til udgangen af en måned. Betalingsmisligholdelse bliver ikke betragtet som en opsigelse af brugerkontoen.

6.2 Opsigelse af en konto betyder at:

6.2.1 Kontoen automatisk bliver deaktiveret og ikke længere kan aktiveres af Virksomhedens administrator,

6.2.2 Abonnementet opsiges øjeblikkeligt, og

6.2.3 Allerede afsendte betalingskrav vedrørende abonnementer mellem Virksomheden og ProSave, hvor abonnementsperiodens start ligger efter opsigelsestidspunktet, krediteres.

6.3 Såfremt ProSave modtager meddelelse om betalingsmisligholdelse fra Forhandlere eller såfremt Virksomheden kommer i betalingsmisligholdelse, er ProSave berettiget til at ophæve abonnementet, herunder lukke brugerkonti, uden varsel.

 

7. Kundens data

7.1 Du er som kunde Dataansvarlig, for så vidt angår eventuelle Personoplysninger, som uploades og behandels på ProSave. Personoplysninger, som vi er behandlingsansvarlige for, bliver behandlet i henhold til vores privatlivspolitik. 

7.2 ProSave anvender brugerens/administratorens personlige oplysninger når brugeren/administratoren logger på sin brugerkonto hos ProSave. ProSave benytter navn og emailadresse til at foretage bestilling i brugerens navn, og videregiver i den forbindelse disse oplysninger til de Forhandlere der modtager bestillingen. Brugerens ordredata, herunder navn og emailadresse, bruges derudover ifm. support og intern statistik, og for at kunne fremsende nyhedsbreve vedrørende ProSaves tjenester og virksomhed.

7.3 For yderligere information om ProSaves behandling af personoplysninger henviser vi til vores privatlivspolitik, som du finder her: https://www.prosave.dk/privatlivspolitik

 

8. Tvister

8.1 Enhver tvist, som udspringer af disse handelsbetingelser, skal afgøres efter dansk ret ved de danske domstole og være underlagt dansk ret, bortset fra sådanne internanalt privatretlige regler, der kan føre til anvendelsen af retsreglerne i en anden jurisiktion end Danmark.  

 

9. Immateriel ejendom og ejerskab

Informationerne på denne hjemmeside må ikke gengives, genudgives, distribueres, publiceres, sælges, eller overføres uden ProSaves udtrykkeligt skriftlige tilladelse. Dette gælder dog ikke download, kopiering og gemte oplysninger til personligt brug.

Varemærker og logoer, der vises på denne hjemmeside, er registrerede varemærker og/eller varemærker efter sædvaneret, der tilhører enten ProSave eller dets associerede selskaber. Ingen oplysninger på denne hjemmeside skal tolkes som tildeling eller ret til at bruge noget varemærke uden forudgående skriftlig tilladelse fra ProSave eller den part, der ejer varemærkerne.

 

Version 01082021

 

 

Brug for hjælp? Giv os gerne et kald, vi sidder klar til at hjælpe dig. +45 41 150 150